156
Psychen.
Tid!” sagde man. Hvo kunde være Mesteren? Ingen vidste det, Ingen kjendte ham uden den klare i Aartusinder lysende Stjerne; den kjendte hans Jordlivs Gang, hans Prøve, hans Svaghed, hans dette: „kun Mennesket!” — men det var dødt, veiret hen, som Støvet maa og skal, men Udbyttet af hans bedste Stræben, det Herligste, som viste det Guddommelige i ham, Psychen, der aldrig døer, der overstraaler Eftermælet, Blinket fra den her paa Jorden, selv Dette blev her, blev seet, erkjendt, beundret og elsket.
Den klare Morgenstjerne i den rosenfarvede Luft sendte sin blinkende Straale paa Psychen og paa de Lyksalighedssmiil om Mund og i Øie hos de Beundrende, der saae Sjælen meislet af Marmorblokken.
Hvad Jordisk er, veires hen, forglemmes, kun Stjernen i det Uendelige veed det. Hvad Himmelsk er, straaler selv i Eftermælet, og naar Eftermælet slukkes — da lever endnu Psychen.
