Denne side er blevet korrekturlæst
Sneglen og Rosenhækken.
Rundt om Haven var et Gjerde af Nøddebuske, og Udenfor var Mark og Eng med Køer og Faar, men midt i Haven stod en blomstrende Rosenhæk, under den sad en Snegl, den havde Meget i sig, den havde sig selv.
„Vent til min Tid kommer!” sagde den, „jeg skal Udrette noget Mere, end at sætte Roser, end at bære Nødder, eller give Melk, som Køer og Faar.”
„Jeg venter grumme Meget af Dem,” sagde Rosenhækken. „Tør jeg spørge, naar kommer det?”
„Jeg giver mig Tid,” sagde Sneglen. „De har nu saa meget Hastværk! det spænder ikke Forventningerne.”
