Denne side er blevet korrekturlæst
159
Sneglen og Rosenhækken.
Sommeren gik, Efteraaret kom, Rosentræet havde stadigt Blomster og Knopper lige til Sneen faldt, Veiret blev raat og vaadt; Rosentræet bøiede sig mod Jorden, Sneglen krøb i Jorden.
Nu begyndte et nyt Aar, og Roserne kom frem, og Sneglen kom frem.
„Nu er De en gammel Rosenstok,” sagde den, „De maa snart see at gaae ud. De har givet Verden Alt, hvad De har havt i Dem; om det betød Noget, er et Spørgsmaal, jeg ikke havde Tid at tænke over; men det er da tydeligt, De har ikke gjort det Mindste for Deres indre Udvikling, der var ellers kommet noget Andet frem af Dem. Kan De forsvare det? De gaaer nu snart op i bare Pind! Kan De forstaae, hvad jeg siger?”
