Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/172

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

160

Sneglen og Rosenhækken.

„De forskrækker mig,” sagde Rosenhækken. „Det har jeg aldrig tænkt over.”

„Nei, De har nok aldrig givet Dem meget af med at tænke! har De nogensinde gjort Rede for Dem selv, hvorfor De blomstrede, og hvorledes det gik til med at blomstre. Hvorledes og ikke anderledes!”

„Nei!” sagde Rosenhækken. „Jeg blomstrede i Glæde, for jeg kunde ikke Andet. Solen var saa varm, Luften faa forfriskende, jeg drak den klare Dug og den stærke Regn; jeg aandede, jeg levede! Der kom fra Jorden en Kraft op i mig, der kom en Kraft fra Oven, jeg fornam en Lykke, altid ny, altid stor, og derfor maatte jeg altid blomstre; det var mit Liv, jeg kunde ikke Andet!”

„De har ført et meget mageligt Liv,” sagde Sneglen.

„Tilvisse! Alt blev givet mig!” sagde Rosenhækken; „men Dem blev endnu Mere givet! De er en af disse tænkende, dybsindige Naturer, en af de høit begavede, der vil forbause Verden.”

„Det har jeg aldeles ikke i Sinde,” sagde Sneglen. „Verden kommer ikke mig ved! hvad har jeg med Verden at gjøre? Jeg har Nok med mig selv og Nok i mig selv.”

„Men skulle vi ikke Alle her paa Jorden give vor bedste Deel til de Andre! bringe hvad vi kunne —! ja, jeg har kun givet Roser! — men De? De, som fik saa Meget, hvad gav De Verden? Hvad giver De den?”

„Hvad jeg gav? Hvad jeg giver! jeg spytter ad den! den duer ikke! den kommer ikke mig ved. Sæt De Roser,