177
Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen.
og dreiede Flasken. Her var gammel tydsk Blodsuppe med Røverboller, ogsaa tynd Huusmandssuppe med virkelige Hofraader, der laae som Rødder, og hen over dem svømmede philosophiske Fedtøine. Der var engelsk Gouvernantesuppe og den franske Potage à la Kock, lavet paa Hanebeen og Spurveæg, paa Dansk kaldet Cancansuppe; men den bedste af Supperne var den kjøbenhavnske. Det sagde Familien.
Her stod Tragedien paa Champagneflaske; den kunde taalde, og det skal den. Lystspillet saae ud som fiint Sand til at kaste Folk i Øinene, det vil sige, det finere Lystspil; det grovere var ogsaa paa Flaske, men bestod kun af Fremtids-Placater, hvor Navnet paa Stykket var det Kraftigste. Der var Udmærkede Komedienavne, saaledes: „Tør Du spytte i Værket?”, „Een paa Gummerne”, „Det søde Asen” og „Hun er sprøitefuld!”
Manden faldt ganske hen i Tanker derved, men Mosekonen tænkte længere frem, hun vilde have Ende paa det.
„Nu har De vel seet nok i Kramkisten!” sagde hun, „nu veed De, hvad der er; men det Vigtigere, De skulde vide, veed De ikke endnu. Lygtemændene ere i Byen! Det har Mere at betyde, end Poesi og Eventyr. Jeg skulde nu holde Mund dermed, men det maa være en Styrelse, en Skjæbne, Noget, der gaaer mig over, det er sat mig i Qværken, det maa herud. Lygtemændene ere i Byen! de ere slupne løs! tag Eder i Agt, Mennesker!”
„Det forstaaer jeg ikke et Ord af!” sagde Manden.
„Vær saa god at sætte Dem paa Skabet!” sagde hun,
