Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/190

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

178

Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen.

„men fald ikke ind i det og slaa Flaskerne itu; De veed, hvad der er i dem. Jeg skal fortælle den store Begivenhed; den er ikke ældre end fra igaar; den er hændet tidligere. Denne har endnu trehundrede og fireogtresindstyve Dage at løbe paa. De veed vel, hvormange Dage der er i Aaret?”

Og Mosekonen fortalte.

„Her var Stort paa Færde igaar Ude i Sumpen! her var Barnegilde! her blev født en lille Lygtemand, her blev født tolv af det Kuld, som det er givet, at de kunne, om de ville, træde op som Mennesker og agere og commandere imellem disse, ligesom om de vare fødte Mennesker. Det er en stor Begivenhed i Sumpen, og derfor dandsede som Smaalys, hen over Mose og Eng, alle Lygtemænd og Lygtekoner; der er ogsaa Hunkjøn, men de ere ikke i Omtale. Jeg sad paa Skabet der og havde paa mit Skjød alle de tolv smaa, nyfødte Lygtemænd; de skinnede som Sanct Hans-