183
Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen.
„Lygtemændene ere i Byen!” sagde Manden, „jeg har hørt det, jeg har forstaaet det! men hvad vil De, at jeg skal gjøre? Jeg vil jo blive dænget over, om jeg seer og siger Folk: see engang, der gaaer en Lygtemand i hæderlig Kjole —!”
„De gaae ogsaa i Skjørter!” sagde Konen. „Lygtemanden kan paatage sig alle Skikkelser og træde op paa alle Steder. Han gaaer i Kirke, ikke for Vorherres Skyld, maaskee er han faret i Præsten! Han taler paa Valgdag, ikke for Land og Riges Skyld, men kun for sin egen; han er Konstner baade i Farvepotten og i Theaterpotten, men faaer han ganske Magten, saa er Potten ude! Jeg snakker og jeg snakker, jeg maa ud med hvad der sidder mig i Qværken, til Skade for min egen Familie; men jeg skal nu være Menneskenes Redningskone! Det er sandelig ikke med min gode Villie eller for Medaillens Skyld. Jeg gjør det Galeste, jeg kan, jeg siger det til en Poet, og saa faaer da snart hele Byen det at vide.”
„Byen lægger sig det ikke paa Hjertet!” sagde Manden. „Det vil ikke anfegte et eneste Menneske, de troe Allesammen at jeg fortæller et Eventyr, idet jeg med den inderligste Alvor siger dem: „Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen, tag Eder i Agt!”
