8
Skarnbassen.
under et Potteskaar. Det er rigtig en Vederqvægelse at komme engang til sine egne.”
„De kommer maaskee fra Mistbænken,” spurgte den Ældste.
„Høiere op,” sagde Skarnbassen. „Jeg kommer fra Keiserens Stald, hvor jeg blev født med Guldskoe; jeg reiser i et hemmeligt Ærende, hvorom De ikke maa fritte mig, thi jeg siger det ikke.”
Og saa steg Skarnbassen ned i det fede Dynd; der sad tre unge Hun-Skarnbasser, de fnisede, for de vidste ikke hvad de skulde sige.
„De ere uforlovede,” sagde Moderen, og saa fnisede de igjen, men det var af Forlegenhed.
„Jeg har ikke seet dem skjønnere i Keiserens Stalde," sagde den reisende Skarnbasse.
„Fordærv mig ikke mine Pigebørn! og tal ikke til dem, uden at De har reelle Hensigter; — men det har De, og jeg giver dem min Velsignelse.”
„Hurra!” sagde alle de Andre, og saa var Skarnbassen forlovet. Først Forlovelse, saa Bryllup, der var jo ikke Noget at vente efter.
Næste Dag gik meget godt, den anden luntede af, men den tredie Dag skulde man dog tænke paa Føden for Kone og maaskee Rollinger.
„Jeg har ladet mig overraske,” sagde den, „saa maa jeg nok overraske dem igjen —.”
Og det gjorde den. Væk var den; væk hele Dagen, væk hele Natten — og Konen sad Enke. De andre
