9
Skarnbassen.
Skarnbasser sagde, at det var en rigtig Landstryger, de havde optaget i Familien; Konen sad dem nu til Byrde.
„Saa kan hun sidde som Jomfru igjen,” sagde Moderen, „sidde som mit Barn; fy, det lede Skarn, som forlod hende.”
Han var imidlertid paa Farten, var seilet paa et Kaalblad over Grøften. Hen paa Morgenstunden kom to Mennesker, de saae Skarnbassen, toge den op, vendte og dreiede den og de vare meget lærde begge To, især Drengen. „Allah seer den sorte Skarnbasse i den sorte Steen i det sorte Fjeld! staaer der ikke saaledes i Alkoranen?” spurgte han og oversatte Skarnbassens Navn paa Latin, gjorde Rede for dens Slægt og Natur. Den ældre Lærde stemte imod at den skulde tages med hjem, de havde der ligesaa gode Exemplarer, sagde han, og det var ikke høfligt sagt, syntes Skarnbassen, derfor fløi den ham af Haanden, fløi et godt Stykke, den var bleven tør i Vingerne, og saa naaede den Drivhuset, hvor den i største Beqvemmelighed, da det ene Vindue var skudt op, kunde smutte ind og grave sig ned i den friske Gjødning.
„Her er lækkert,” sagde den.
Snart faldt den i Søvn og drømte, at Keiserens Hest var styrtet og at Hr. Skarnbasse havde faaet dens Guldskoe og Løftet om to til. Det var en Behagelighed, og da Skarnbassen vaagnede, krøb den frem og saae op. Hvilken Pragt her i Drivhuset! store Viftepalmer bredte sig i Høiden, Solen gjorde dem transparente, og under dem vældede der
