205
Bispen paa Børglum og hans Frænde.
tillukket, men ikke for Overtroens Øine; de see endnu Døren der, og den aabner sig, Lysene fra Kirkens Messingkroner skinne, Røgelsen dufter, Kirken straaler i Fortids Pragt, Munkene synge Messe over den dræbte Bisp, der ligger i Sølvmors Kaabe, med Bispestav i sin magtløse Haand, og fra hans blege, stolte Pande skinner den blodige Vunde, den skinner som Ild; det er Verdens Sind og onde Lyster, som brænde ud.
Synk i Graven, synk i Nat og Glemsel, uhyggelige Minder fra gamle Dage!
Hør Vindens Kast, den døver det rullende Hav! Det
er en Storm derude, der vil koste Menneskers Liv! Havet har
ikke skiftet Sind med den nye Tid. Det er i Nat bare Mund
til at sluge, i Morgen maaskee klart Øie til at speile sig i,
som i gammel Tid, den vi nu have begravet. Sov blidelig,
om Du mægter det!
Nu er det Morgen.
Den nye Tid skinner med Solskin ind i Stuen! Vinden tager Tag endnu. Der meldes om Stranding, som i gammel Tid.
I Nat, dernede ved Løkken, den lille Fiskerby med røde Tage, vi see den fra Vinduerne heroppe, er strandet et Skib. Noget ude, stødte det paa, men Redningsraketten bandt Bro mellem Vraget og det faste Land, frelste bleve Alle, der vare ombord, de kom i Land og tilsengs; idag ere de indbudne
