10
Skarnbassen.
en Fylde af Grønt og skinnede der Blomster, røde som Ild, gule som Rav og hvide som nysfalden Snee.
„Det er en mageløs Plantepragt; hvor den vil smage naar den gaaer i Forraadnelse!” sagde Skarnbassen. „Det er et godt Spisekammer; her boe vist af Familien; jeg vil gaae paa Eftersporing, see at finde Nogen, jeg kan omgaaes med. Stolt er jeg, det er min Stolthed!” Og saa gik den og tænkte paa sin Drøm om den døde Hest og de vundne Guldskoe.
Da greb lige med Eet en Haand om Skarnbassen, den blev klemt, vendt og dreiet.
Gartnerens lille Søn og en Kammerat vare i Drivhuset, havde seet Skarnbassen og skulde have Fornøielse af den; lagt i et Viindrueblad kom den ned i en varm Buxelomme, den kriblede og kravlede, fik saa et Tryk med Haanden af Drengen, der gik rask afsted til den store Indsø for Enden af Haven, her blev Skarnbassen sat i en gammel, knækket Træsko, som Vristen var gaaet af; en Pind blev gjort fast, som Mast; og til den blev Skarnbassen tøiret med en ulden Traad; nu var den Skipper og skulde ud at seile.
Det var en meget stor Indsø, Skarnbassen syntes, at det var et Verdenshav, og blev saa forbauset, at den faldt om paa Ryggen og sprættede med Benene.
Træskoen seilede, der var Strømning i Vandet, men kom Fartøiet lidt for langt ud, saa smøgede den ene Dreng strax sine Buxer op og gik ud og hentede det, men da det
