208
I Børnestuen.
„Man kan altid faae de Agerende, naar man tager hvad man har!” sagde Gudfader. „Nu reise vi Theatret. Her stille vi en Bog, der een og saa nok een, i skjevt Geled. Nu tre paa den anden Side; der have vi Coulisserne! den gamle Æske, her ligger, kan være Bagtæppe; vi vende Bunden ud. Theatret forestiller en Stue, det kan da Enhver see! Nu skulle vi have dem, som agere! Lad os see hvad der findes her i Legetøiskuffen! Først Personerne, saa lave vi Komedien, det Ene holder da paa det Andet, og det bliver udmærket! Her ligger et Pibehoved og her ligger en umage Handske, de kunne godt være Fader og Datter!”
„Men de ere kun to Personer!” sagde lille Anna. „Her ligger min Broders gamle Vest! kan den ikke spille Komedie?”
„Den er stor nok til det!” sagde Gudfader. „Den skal være Kjæresten. Den har ikke Noget i Lommerne, det er allerede interessant, det er halv ulykkelig Kjærlighed! — Og her har vi Nøddeknækkerens Støvle med Spore paa! Potz, Blitz, Mazurka! han kan trampe og kneise. Han skal være den ubeleilige Frier, som Frøkenen ikke synes om. Hvad Slags Komedie vil Du nu have? Sørgespil eller Familiestykke?”
„Familiestykke!” sagde lille Anna; „det holde de Andre saa meget af. Kan Du eet?”
„Jeg kan hundrede!” sagde Gudfader. „De meest velseete ere efter det Franske, men de ere ikke pene for smaa Piger. Vi kunne jo imidlertid tage et af de netteste, indvortes
