215
Guldskat.
„Min Guldskat, min Rigdom, mit Solskinsveir!” sagde Moderen og kyssede de straalende Lokker; og det klang som Musik og Sang i Trommeslagerens Stue; der var Glæde, Liv og Røre. Trommeslageren slog en Hvirvel, en Glædes-Hvirvel. Trommen gik, Brandtrommen gik:
„Røde Haar! Ungen har røde Haar! tro Trommeskindet og ikke hvad din Moder siger! trommelom! trommelom!”
Og Byen talte, som Brandtrommen talte.
Drengen kom i Kirke, Drengen blev døbt. Det var
ikke Noget at sige paa Navnet; Peter blev han kaldt. Hele
Byen, Trommen med, kaldte ham: Peter; Trommeslagerens
Dreng med de røde Haar; men hans Moder kyssede ham
paa hans røde Haar og kaldte ham Guldskat.
I Huulveien, ind i den lerede Skrænt, havde saa mangen En ridset sit Navn for at mindes.
„Berømmelse!” sagde Trommeslageren, „det er altid Noget!” og saa ridsede han ogsaa sit Navn og sin lille Søns.
Og Svalerne kom; de havde paa deres lange Reiser seet varigere Skrift hugget i Klippens Side, i Templets Væg i Hindostan: store Bedrifter af mægtige Konger, udødelige Navne, saa gamle, at nu Ingen kunde læse eller nævne dem.
Navneværdi! Berømmelighed!
I Huulveien byggede Jordsvalerne; de borede sig Huller
