Denne side er blevet korrekturlæst
216
Guldskat.
i Skrænten, Regn og Rusk smuldrede og skyllede bort Navnene, ogsaa Trommeslagerens og hans lille Søns.
„Peters blev dog staaende halvandet Aar!” sagde Faderen.
„Narre!” tænkte Brandtrommen, men den sagde kun: „Dum, dum, dum! dummelum!”
Det var en Dreng fuld af Liv og Lyst: „Trommeslagerens Søn med de røde Haar.” En deilig Røst havde han; synge kunde han og synge gjorde han, som Fuglen i Skoven; der var Melodi og dog ingen Melodi.
„Han bør blive Chordreng!” sagde Moderen; „synge i Kirken, staae der under de deilige, forgyldte Engle, som han ligner!”
„Ildkat!” sagde de vittige Hoveder i Byen. Trommen hørte det af Nabokonerne.
„Gaa ikke hjem, Peter!” raabte Gadedrengene.
