250
Nissen og Madamen.
„Jorden er deilig i sin Søndagskjole!” sagde hun, og den Tanke havde hun sat i Stiil og „Klinkning”, sat den i en Vise, saa skjøn og lang.
Seminaristen Hr. Kisserup, Navnet gjør ikke til Sagen, var Søskendebarn og i Besøg hos Gartnerens; han hørte Madamens Digt og havde godt deraf, sagde han, inderlig godt. „De har Aand, Madame!” sagde han.
„Snikke mig snak!” sagde Gartneren, „sæt mig ikke saadant Noget i hende! en Kone skal være Krop, anstændig Krop, og passe sin Gryde at Grøden ikke bliver sveden.”
„Det Svedne tager jeg bort med en Træglød!” sagde Madamen, „og det Svedne tager jeg fra Dig med et lille Kys. Man skulde troe at Du kun tænkte paa Kaal og Kartofler, og dog elsker Du Blomsterne!” og saa kyssede hun ham. „Blomsterne ere Aanden!" sagde hun.
„Pas din Gryde!” sagde han og gik i Haven, den var hans Gryde og den passede han.
Men Seminaristen sad hos Madamen og talte med Madamen; hendes skjønne Ord „Jorden er deilig”, holdt han ligesom en heel Prædiken over, paa sin Maade.
„Jorden er deilig, gjører Eder den underdanig, blev sagt, og vi bleve Herskabet. Een er det ved Aanden, Een ved Legemet, Een blev sat ind i Verden som et Forbauselsens Udraabstegn, en Anden som en Tankestreg, saa at man nok kan spørge, hvad skulde han her? Een bliver Bisp, en Anden kun fattig Seminarist, men Alt er viseligt. Jorden er deilig
