252
Nissen og Madamen.
Og Nissen pustede til Ilden, der blussede og brændte. „Surre-rurre-rup!” der kogte Gryden over.
„Nu skal jeg ind og pille Huller i Fatters Sokker!" sagde Nissen. „Jeg vil trevle op et stort Hul i Taa og Hæl, saa bliver der Noget at stoppe, dersom hun ikke skal hen at digte; Digte-Madame, stop Fatters Hoser!”
Katten nøs derved; han var forkølet, uagtet han altid gik i Skindpels.
„Jeg har lukket Spisekammerdøren op,” sagde Nissen; „der staaer henkogt Fløde, saa tyk som Meelpap. Vil Du ikke slikke, saa vil jeg!”
„Skal jeg have Skylden og Bankene,” sagde Katten, „saa lad mig ogsaa slikke Fløden!”
„Først Flø'en, saa Kløen!” sagde Nissen. „Men nu skal jeg ind i Seminaristens Stue, hænge hans Seler paa Speilet og putte hans Sokker i Vandfadet, saa troer han at Punschen har været for stærk og han ør i Hovedet. I Nat sad jeg paa Brændestabelen ved Hundehuset; jeg har megen Fornøielse af at drille Lænkehunden; jeg lod mine Been hænge ned og dingle. Hunden kunde ikke naae dem, ihvor høit han sprang; det ærgrede ham; han gjøede og gjøede, jeg dinglede og danglede; det var et Spektakel. Seminaristen vaagnede derved, stod tre Gange op og kigede ud, men han saae mig ikke, uagtet han havde Briller paa; han sover altid med Briller.”
„Siig miav, naar Madamen kommer!” sagde Katten. „Jeg hører ikke godt, jeg er syg i Dag.”
