Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/266

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

254

Nissen og Madamen.

der var Ingen i Stuen uden Madamen og Seminaristen; de talte om hvad Seminaristen saa skjønt kaldte Det, man skal sætte over Potten og Gryden i enhver Huusholdning: Aandens Gaver.

„Hr. Kisserup!” sagde Madamen, „nu skal jeg i den Anledning vise dem Noget, som jeg endnu aldrig har viist til nogen jordisk Sjæl, mindst til et Mandfolk, mine Smaavers; nogle ere jo rigtignok noget lange, jeg har kaldt dem: „Klinkninger af en Danneqvinde!” jeg holder saameget af gamle danske Ord.”

„Dem skal man ogsaa holde paa!” sagde Seminatisten; „man skal rydde det Tydske ud af Sproget.”

„Det gjør jeg ogsaa!” sagde Madamen; „aldrig skal De høre mig sige „„Kleiner”” eller „„Butterdeig””, jeg siger Fedtkager og Bladdeig.”

Og hun tog ud af Skuffen en Skrivebog med lysegrønt Omslag og to Blækklatter.

„Det er megen Alvor i den Bog!” sagde hun. „Jeg har stærkest Fornemmelse til det Sørgelige. Her er nu „Sukket i Natten”, „min Aftenrøde” og „da jeg fik Klemmensen”, min Mand; det kan De springe over, uagtet det er følt og tænkt. „Huusmoderens Pligter” er det bedste Stykke! alle meget sørgelige, deri har jeg min Evne. Kun et eneste Stykke er spøgefuldt, det er nogle muntre Tanker, som man jo ogsaa kan have dem, Tanker om — De maa ikke lee ad mig! — Tanker om — at være Digterinde. Det er kun kjendt af mig selv, min Skuffe, og nu ogsaa af Dem,