Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/272

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

260

Peiter, Peter og Peer.

Det var altsaa tre Brødre, tre Stjerneskud, vuggede hver i sin Blomst, lagt hen under Aakandebladet i Mølledammen og derfra af Storken bragt til Familien Peitersen, hvis Huus ligger paa Hjørnet, hvor Du nok veed.

De voxte op i Krop og Tanke, og saa vilde de være Noget endnu mere end de to og tredive Mænd.

Peiter sagde, at han vilde være Røver. Han havde seet Komedien om „Fra Diavolo” og bestemt sig for Røverhaandværket som det Yndigste i Verden.

Peter vilde være Skraldemand, og Peer, der var saa sød og saa artig en Dreng, buttet og rund, men bed sine Negle af, det var hans eneste Feil, Peer vilde være „Fa'er”. Det sagde nu hver, naar man spurgte dem: hvad de vilde være i Verden.

Og saa kom de i Skole. Een blev Dux, og Een blev Fux, og Een kom midt imellem, men derfor kunde de jo være lige gode og lige kloge, og det var de, sagde deres meget indsigtsfulde Forældre.

De kom paa Børnebal; de røge Cigarer, naar Ingen saae det; de toge til i Kundskab og Kjendskab.

Peiter var fra lille af stridig, som jo en Røver maa være; han var en meget uartig Dreng, men det kom af, sagde Moderen, at han led as Orm; uartige Børn have altid Orm: Mudder i Maven. Hans Stivhed og Stridighed gik en Dag ud over Moderens nye Silkekjole.

„Stød ikke til Kaffebordet, mit Guds Lam!” havde hun sagt. „Du kunde vælte Flødepotten, og jeg faae Stænk paa min nye Silkekjole!”