Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/273

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

261

Peiter, Peter og Peer.

Og det „Guds Lam” tog med fast Haand om Flødepotten og heldte med fast Haand Fløden lige i Skjødet paa Mama, der ikke kunde lade være at sige: „Lam! Lam! det var ikke besindigt, Lam!” Men Villie havde Barnet, maatte hun indrømme. Villie viser Charakteer, og det er saa lovende for en Moder.

Han kunde ganske vist være bleven Røver, men blev det ikke lige efter Ordet; han kom bare til at see ud som Røver: gik med bulet Hat, bar Hals og lange, løse Haar; han skulde være Konstner, men kom kun i Klæderne, saae dertil ud som en Stokrose; alle de Mennesker, han tegnede, saae ud som Stokroser, saa lange vare de. Han holdt meget af den Blomst, han havde ogsaa ligget i en Stokrose, sagde Storken.

Peter havde ligget i en Smørblomst. Han saae saa smørret ud om Mundvigerne, var guul i Skindet, man maatte troe, at blev han skaaren i Kinden, da kom der Smør Ud. Han var som født til Smørkræmmer, og kunde have været sit eget Skilt, men inderlig, saadan inden i sig, var han „Skraldemand”: han var den musikalske Deel af den Peitersenske Familie, „men Nok for dem Allesammen!” sagde Naboerne. Han lavede sytten nye Polkaer i een Uge og satte dem sammen til en Opera med Trompet og Skralde; fy, hvor den var deilig!

Peer var hvid og rød, lille og almindelig; han havde ligget i en Gaaseurt. Aldrig slog han fra sig, naar de andre Drenge bankede ham, han sagde, at han var den Fornuftigste,