267
Gjemt er ikke glemt.
lister mig; selv lagde Du en lille Steen under hver af hans Fødder, at han kunde finde Hvile. Ingen saae det, eller de lode, som de ikke saae det, Du var den unge, naadige Frue. Det har min Fader fortalt, og det har jeg gjemt, men ikke glemt! nu løser jeg Dig, Fru Mette Mogens!”
Og saa toge de Heste paa Stalden og rede i Regn og i Blæst og fik Vennehjelp.
„Det var vel betalt for den Smule Gjerning mod den Gamle!” sagde Mette Mogens.
„Gjemt er ikke glemt!” sagde Drengen.
Røverne bleve hængte.
Der laae en gammel Gaard, den ligger der endnu; det
var ikke Fru Mette Mogens's; den tilhører en anden
høiadelig Slægt.
Det er i vor Tid. Solen skinner paa Taarnets forgyldte Spiir, smaa Skov-Øer ligge som Bouquetter paa Vandet, og rundt om dem svømme de vilde Svaner. I Haven groe Roser; Gaardens Frue er selv det fineste Rosenblad, det skinner i Glæde, god Gjernings Glæde, ikke ude i den vide Verden, men inde i Hjerterne, der er det gjemt, men ikke glemt.
Nu gaaer hun fra Gaarden hen til det lille Udflytter-Huus paa Marken Derinde boer en stakkels værkbrudden Pige; Vinduet i den lille Stue vender mod Nord; Solen kommer der ikke; hun har kun at see hen over et Stykke
