Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/282

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

270

Gjemt er ikke glemt.

— Og saa gik der et Par Aar; da mødte hun paa Gaden sin fordums Ven og Kjæreste; han saae syg og elendig ud; da kunde hun ikke lade være, hun maatte spørge: „Hvordan har Du det dog?”

„Rigt og godt i alle Maader!” sagde han; „Konen er brav og god, men Du er i mit Hjerte. Jeg har stridt min Strid, snart er den forbi! Vi sees nu ikke før hos Vorherre.”

En Uge er gaaet; imorges stod i Avisen, at han var død; derfor bærer Pigen Sorg. Kjæresten er død fra Kone og tre Stedbørn, som der staaer at læse; det klinger sprukket, og dog er Malmen reen.

Den sorte Sløife tyder Sorg, Pigens Ansigt tyder den end mere; i Hjertet er den gjemt, bliver aldrig glemt!




Ja, see det er tre Historier, tre Blade paa een Stilk. Ønsker Du flere Kløverblade? Der er mange i Hjertebogen gjemt er ikke glemt.