274
Portnerens Søn.
ikke Spyt nok, og saa løb jeg ud og gjemte mig, thi Papa og Mama vilde blive vrede.”
„Spyttede!” sagde Generalen, „hvad er det for et Ord? Naar har Du hørt Papa og Mama sige spyttede? Det har Du nede fra!”
Men lille Georg fik en Fiirskilling. Denne gik ikke til Bageren, den gik i Sparebøssen, og snart var der saa mange Skillinger, at han kunde kjøbe sig en Farvelade og slette Couleur paa sine Tegninger, og dem havde han mange af; de kom ligesom ud af Blyanten og Fingrene. De første farvede Billeder foræredes til lille Emilie.
„Charmant!” sagde Generalen; Generalinden selv indrømmede, at man tydeligt saae hvad den Lille havde tænkt sig. „Genius har han!” Det var Ordene, som af Portnerkonen bleve bragte ned i Kjælderen.
Generalen og hans Frue vare fornemme Folk; de havde to Vaabener paa deres Vogn; eet for hver af dem; Fruen havde det paa hvert sit Stykke Tøi, ude og inde, paa sin Natkappe og sin Natsæk; hendes, det ene, var et kostbart Vaaben, kjøbt af hendes Fader for blanke Dalere, for han var ikke født med det, hun ikke heller, hun var kommen for tidlig, syv Aar før Vaabenet; det kunde de fleste Folk huske, men ikke Familien. Generalens Vaaben var gammelt og stort; det kunde nok knage i En at bære dette, end sige bære to Vaabenmærker, og det knagede i Generalinden, naar hun strunk og stadselig kjørte til Hofbal.
Generalen var gammel og graa, men sad godt til Hest,
