281
Portnerens Søn.
nye Tid med hvad Godt den bragte, enten det kom fra første Sal, Kjælderen eller Qvisten.
„Jeg troer,” sagde Portnerkonen, „at jo fornemmere Folk virkelig er, desmindre stille de sig. Hvor den gamle Greve er yndig og ligefrem! Og han taler saamænd lige som Du og jeg; det kan ikke Generalens! Var ikke ogsaa Georg igaar reent fortumlet af Henrykkelse over den yndige Medfart, han fik hos Greven; og i Dag er jeg det, efter at have talt med den mægtige Mand. Var det nu ikke godt, at vi ikke satte Georg i Haandværkslære! Evner har han.”
„Men de maae have Hjelp udenfra!” sagde Faderen.
„Den har han nu faaet,” sagde Moderen; „Greven talte med klare, tydelige Ord!”
„Det er dog fra Generalens, det er gaaet ud!” sagde Faderen. „Dem maae vi ogsaa takke."
„Det kunne vi gjerne!” sagde Moderen; „men jeg troer ikke der er Meget at takke for; Vorherre vil jeg takke, og ham vil jeg ogsaa takke, fordi den lille Emilie kommer sig!”
Det gik fremad med hende, det gik fremad med Georg; i Aarets Løb fik han den lille Sølvmedaille og senere den større.
„Det var dog bedre, om han var kommen i
Haandværkslære!” sagde Portnerkonen og græd; „saa havde vi nu
beholdt ham. Hvad skal han i Rom? Jeg faaer ham aldrig
mere at see, selv om han kommer hjem igjen, men det gjør han
ikke, det søde Barn!”
