285
Portnerens Søn.
„Her er paradisisk!” sagde Generalinden; „og der har de en Ridderborg!”
„Det er mit Hønsehuus!” sagde Greven; „Duerne boe i Taarnet, Kalkunerne i første Etage, men i Stuen regjerer gamle Else. Hun har Gjesteværelser til alle Sider: Liggehønsene for sig, Hønen med Kyllinger for sig, og Ænderne have egen Udgang til Vandet!”
„Charmant!” gjentog Generalen.
Og de gik Alle at see denne Herlighed.
Gamle Else stod midt i Stuen, og ved Siden af hende Bygmesteren Georg; han og lille Emilie mødtes efter flere Aar, mødtes i Hønsehuset.
Ja her stod han, og han var kjøn nok at see paa; hans Ansigt aabent og bestemt, et sort glindsende Haar, og ved Munden et Smiil, som sagde: der sidder en Skjelm bag mit Øre, han kjender Eder ud og ind. Gamle Else havde taget sine Træskoe af og stod paa Hosesokker, til Ære for de høifornemme Gjester. Og Hønsene klukkede og Hanen galede, Ænderne vraltede afsted „rap! rap!” Men den fine blege Pige, Barndomsveninden, Generalens Datter, stod med Rosenskjær paa de ellers saa blege Kinder, hendes Øine bleve saa store, om hendes Mund talte det, uden at Munden selv sagde et eneste Ord, og den Hilsen han fik, det var den nydeligste Hilsen noget ungt Menneske kunde ønske sig af en ung Dame, naar de ikke var i Familie eller tidt havde dandset sammen; hun og Bygmesteren havde aldrig dandset sammen.
