Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/298

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

286

Portnerens Søn.

Hr. Greven trykkede hans Haand og præsenterede ham: „Ganske Fremmed er han ikke, vor unge Ven, Hr. Georg!”

Generalinden neiede, Datteren var ved at række ham Haanden, men hun rakte ham den ikke.

„Vor lille Hr. Georg!” sagde Generalen. „Gamle Huusvenner. Charmant!”

„De er ganske bleven Italiener!” sagde Generalinden, „og De taler vel Sproget som en Indfødt?”

Generalinden sang Sproget, men talte det ikke, sagde Generalen.

Ved Bordet sad Georg ved høire Side af Emilie, Generalen førte hende, Greven førte Generalinden.

Hr. Georg talte og fortalte og han fortalte godt, han var Ordet og Aanden ved Bordet, uagtet den gamle Greve ogsaa kunde være det. Emilie sad taus, Ørene hørte, Øinene lyste.

Men hun sagde Intet.

I Verandaen mellem Blomsterne stod hun og Georg, Rosenhækken skjulte dem. Georg havde igjen Ordet, havde det først.

„Tak for Deres venlige Sind mod min gamle Moder!” sagde han; „jeg veed det, den Nat min Fader døde kom De ned til hende, var hos hende til hans Øine lukkedes, Tak!” Han greb Emilies Haand og kyssede paa den, det kunde han nok ved den Leilighed; hun blev blussende rød, men trykkede hans igjen og saae med sine blaae velsignede Øine paa ham.