18
Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige.
Hyldebusken helder hen over Gjerdet, hvor der er en lille Pyt Vand med en And eller Ællinger, lige under det knudrede Piletræ. Ja, og saa er der en Lænkehund, der gjøer ad Alle og Enhver.
Netop saadant et Bondehuus var der ude paa Landet, og i det boede et Par Folk, Bondemand og Bondekone. I hvor Lidet de havde, kunde de dog undvære eet Stykke, det var en Hest, der gik og græssede paa Landeveisgrøften. Fader red paa den til Byen, Naboerne laante den, og han fik Tjeneste for Tjeneste, men det var nok mere tjensomt for dem at sælge Hesten eller bytte den for Eet og Andet, der endnu mere kunde være dem til Gavn. Men hvad skulde det være.
„Det vil Du, Fatter, bedst forstaae!” sagde Konen, „nu er der Marked i Kjøbstaden, rid Du derind, faa Penge for Hesten eller gjør et godt Bytte! som Du gjør, er det altid det Rigtige. Rid til Markedet!”
Og saa bandt hun hans Halsklud, for det forstod hun dog bedre end han; hun bandt med dobbelt Sløife, det saae galant ud, og saa pudsede hun hans Hat med sin flade Haand, og hun kyssede ham paa hans varme Mund, og saa red han afsted paa Hesten, som skulde sælges eller byttes bort. Jo, Fatter forstod det.
Solen brændte, der var ingen Skyer oppe! Veien støvede, der var saa mange Markedsfolk, til Vogns og til Hest og paa deres egne Been. Det var en Solhede, og der var ikke Skygge skabt paa Veien.
