301
Flyttedagen.
saae, at i denne udvæltede Overflødigheds-Bøtte legede et Par Børn, de legede at gaae i Seng, her var saa indbydende til den Leg, syntes de, ja de krøb ned i den levende Halm og trak et gammelt laset Stykke Væggebetræk over sig, som Sengetæppe. „Det var saa yndigt!” sagde de; mig var det for Meget, og saa maatte jeg afsted op til Ole.
„Det er Flyttedag!” sagde han; „Gader og Stræder tjene som Bøtte, storartet Bøtte, mig er en Vognfuld nok! det kan jeg faae Noget ud af, og det fik jeg ogsaa kort efter Juul; jeg kom nede paa Gaden, der var raat, vaadt, sølet og til at blive forkølet; Skraldemanden holdt med sin Vogn, den var fyldt, et Slags Prøvekort paa Kjøbenhavns Gader ved Flyttedagstid. Bag i Vognen stod et Grantræ, endnu ganske grønt og med Flitterguld paa Grenene; det havde været til Julestads, og var nu kastet ud paa Gaden, og Skraldemanden havde stukket det op bag i Dyngen; lysteligt at see paa, eller at græde over, ja det kan man ogsaa sige, det kommer an paa, hvad man tænker derved, og jeg tænkte derved, og tænke gjorde bestemt ogsaa Eet og Andet af det, der laae paa Vognen, eller det kunde have tænkt, som jo er omtrent Eet og det Samme. Der laae nu en slidt Damehandske; hvad tænkte vel den? Skal jeg sige Dem det? Den laae og pegede med Lillefingeren lige paa Grantræet. „„Mig rører det Træ!”” tænkte den, „„ogsaa jeg har været til Fest med Lysekroner! mit egenlige Liv var en Balnat; et Haandtryk, og jeg revnede! der slipper min Erindring; jeg har ikke Mere at leve for!”” Det tænkte Handsken, eller
