320
Moster.
Rækværket, det andet fra Bænken; der sad hun til Hest, vel drapperet, med sit blommede Skjørt, med et langt Been heelt svævende ude, et Been med en uhyre Kanestøvle; det var et Syn at see! og da det blev seet, blev ogsaa Moster hørt, og frelst for at brænde inde, for Theatret brændte ikke.
Det var den meest mindeværdige Aften i hendes Liv, sagde hun og var glad over, at hun ikke havde kunnet see sig selv, thi saa var hun død af Blussel.
Hendes Velgjører ved Maskineriet, Hr. Sivertsen, kom stadig hver Søndag til hende, men der var lang Tid fra Søndag til Søndag; i den senere Tid havde hun derfor midt i Ugen et lille Barn „til Levning”, det vil sige til at nyde hvad der den Dag blev tilovers fra Middagen. Det var et lille Barn fra Balletten, der ogsaa trængte til Mad. Den Lille traadte op baade som Alf og som Page; det sværeste Parti var som Bagbeen til Løven i „Tryllefløiten”, men hun voxte til Forbeen i Løven; det fik hun, rigtignok kun tre Mark for, Bagbenene gave een Rigsdaler,
