323
Skrubtudsen.
ovenfor, men det vidste hun, og det vidste de Alle, at Brønden var ikke hele Verden. Skrubtudsemo'er kunde nok have fortalt Eet og Andet, men hun svarede aldrig, naar man spurgte, og saa spurgte man ikke.
„Tyk og styg, led og fed er hun!” sagde de unge, grønne Frøer. „Hendes Unger blive lige saa lede.”
„Kan gjerne være!” sagde Skrubtudsemo'er, „men Een af dem har en Ædelsteen i Hovedet, eller jeg har den.”
Og de grønne Frøer hørte, og de gloede, og da de ikke syntes om det, saa vrængede de og gik tilbunds. Men Skrubtudse-Ungerne strakte Bagbenene af bare Stolthed; enhver af dem troede at have Ædelstenen; og saa sad de ganske stille med Hovedet, men endelig spurgte de om, hvad de vare stolte af, og hvad en saadan Ædelsteen egenlig var.
„Det er Noget saa herligt og kosteligt,” sagde Skrubtudsemo'er, „at jeg ikke kan beskrive det! Det er Noget, man gaaer med for sin egen Fornøielse, og som de Andre gaae og ærgre sig over. Men spørg ikke, jeg svarer ikke.”
„Ja, jeg har ikke Ædelstenen,” sagde den mindste Skrubtudse; den var saa styg, som den kunde være. „Hvorfor skulde jeg have saadan en Herlighed? Og naar den ærgrer Andre, kan den jo ikke fornøie mig! nei, jeg ønsker kun, at jeg engang maatte komme op til Brøndkanten og see ud; der maa være yndigt!”
„Bliv Du helst hvor Du er!” sagde den Gamle, „det kjender Du, det veed Du hvad er! Tag Dig i Agt for Spanden, den qvaser Dig! og kommer Du vel i den, saa
