324
Skrubtudsen.
kan Du falde ud; ikke Alle falde saa heldigt, som jeg, og beholde Lemmerne hele og Æggene hele.”
„Qvak!” sagde den Lille, og det var ligesom naar vi Mennesker sige „Ak”.
Den havde saadan en Lyst til at komme op ved Brøndkanten og see ud; den følte saadan en Længsel efter det Grønne deroppe; og da næste Morgen tilfældigt Spanden, fyldt med Vand, løftedes op, og den et Øieblik blev staaende stille foran Stenen, hvorpaa Skrubtudsen sad, bævrede det inden i det lille Dyr, den sprang i den fyldte Spand, faldt tilbunds i Vandet, som derefter kom op og heldtes ud.
„Fy, for en Ulykke!” sagde Karlen, som saae den. „Det er da det Ledeste jeg har seet!” og saa sparkede han med sin Træsko efter Skrubtudsen, der nær var bleven lemlæstet, men slap dog ved at komme ind mellem de høie Brændenelder. Den saae Stilk ved Stilk, den saae ogsaa opad; Solen skinnede paa Bladene; de vare ganske transparente; det var for den, som for os Mennesker, naar vi med Eet komme ind i en stor Skov, hvor Solen skinner mellem Grene og Blade.
„Her er langt deiligere end nede i Brønden! Her kan man have Lyst til at blive hele sin Levetid!” sagde den lille Skrubtudse. Den laae der en Time, den laae der i to! „Hvad mon der er udenfor? Er jeg kommen saa langt, maa jeg see at komme videre!” og den krøb saa rask den krybe kunde og kom ud paa Veien, hvor Solen skinnede paa
