326
Skrubtudsen.
Spiræa, der var levende Gjerde tæt ved med Hyld og Hvidtjørn; der groede „Marias hvide Særkeærmer” som Slyngplanter; her var Couleurer at see; ogsaa fløi der en Sommerfugl; Skrubtudsen troede, at det var en Blomst, der havde revet sig løs for desbedre at see sig om i Verden, det var jo saa rimeligt.
„Kunde man saadan tage Fart som den,” sagde Skrubtudsen, „Qvak! ak! hvilken Deilighed!”
Den blev otte Nætter og Dage her ved Grøften og den savnede ikke Føde. Den niende Dag tænkte den: „videre frem!” — men hvad Deiligere kunde der vel findes? Maaskee en lille Skrubtudse eller nogle grønne Frøer. Det havde i den sidste Nat lydt i Vinden, som vare der „Fættere” i Nærheden.
„Det er deiligt at leve! komme op af Brønden, ligge i Brændenelder, krybe hen ad den støvede Vei og hvile ud i den vaade Grøft! men videre frem! see at finde Frøer eller en lille Skrubtudse, det kan man dog ikke undvære, Naturen er Een ikke nok!” Og saa tog den igjen paa Vandring.
Den kom i Marken til en stor Dam med Siv om; den søgte derind.
„Her er nok for vaadt for Dem?” sagde Frøerne; „men De er meget velkommen! — Er De en Han eller en Hun? Det er nu det Samme, De er lige velkommen!”
Og saa blev den indbudt til Concert om Aftenen, Familieconcert: stor Begeistring og tynde Stemmer; det kjende
