332
Skrubtudsen.
speilede sig i hans Hjerte; han sang det ud, kort, klart og rigt i klangfulde Vers; den Anden tog fat paa Tingen selv, ja sprættede den op, naar saa maatte være. Han tog Vorherres Gjerning som et stort Regnestykke, subtraherede, multiplicerede, vilde kjende det ud og ind og tale med Forstand derom, og det var heel Forstand, og han talte, i Glæde og med Klogskab derom. Det var gode, glade Mennesker, begge To.
„Der sidder jo et godt Exemplar af en Skrubtudse!” sagde Naturforskeren; „den maa jeg have i Spiritus!”
„Du har jo allerede to Andre!” sagde Poeten; „lad den sidde i Ro og fornøie sig!”
„Men den er saa deilig grim,” sagde den Anden.
„Ja naar vi kunde finde Ædelstenen i Hovedet paa den!” sagde Poeten, „saa vilde jeg selv være med at sprætte den op!”
„Ædelstenen!” sagde den Anden, „Du kan godt Naturhistorie!”
„Men er der ikke just noget meget Smukt i den Folketro, at Skrubtudsen, det allergrimmeste Dyr, tidt gjemmer i sit Hoved den kosteligste Ædelsteen? Gaaer det ikke med Menneskene ligesaa? Hvilken Ædelsteen havde ikke Æsop, og nu Socrates?” —
Mere hørte Skrubtudsen ikke, og den forstod ikke det Halve deraf. De to Venner gik, og den slap for at komme i Spiritus.
„De talte ogsaa om Ædelstenen!” sagde Skrubtudsen. „Det er godt, at jeg ikke har den, ellers var jeg kommen i Ubehagelighed!”
