Sneemanden.
„Det skrupknager i mig, saa deiligt koldt er det!" sagde Sneemanden. „Vinden kan rigtignok bide Liv i En! Og hvor den Gloende der, hun gloer!” det var Solen, han meente; den var lige ved at gaae ned. „Hun skal ikke faae mig til at blinke, jeg kan nok holde paa Brokkerne.”
Det var to store, trekantede Tagsteensbrokker, han havde til Øine; Munden var et Stykke af en gammel Rive, derfor havde han Tænder.
Han var født under Hurraraab af Drengene, hilset af Bjældeklang og Pidskesmæld fra Kanerne.
Solen gik ned, Fuldmaanen stod op, rund og stor, klar og deilig i den blaa Luft.
„Der har vi hende igjen fra en anden Kant,” sagde Sneemanden. Han troede, at det var Solen, der viste sig igjen. „Jeg har vænnet hende af med at gloe! nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan see mig selv. Vidste jeg bare, hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig! jeg vilde saa gjerne flytte mig! kunde jeg det, vilde jeg nu ned at glide paa Isen, som jeg saae Drengene gjøre det; men jeg forstaaer ikke at løbe.”
