Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/40

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

28

Sneemanden.

„Væk! væk!” bjæffede den gamle Lænkehund; han var noget hæs, det havde han været, siden han var Stuehund og laae under Kakkelovnen. „Solen vil nok lære Dig at løbe! det saae jeg med din Formand ifjor og med hans Formand; væk! væk! og væk ere de Alle.”

„Jeg forstaaer Dig ikke, Kammerat!” sagde Sneemanden; „skal den deroppe lære mig at løbe?” han meente Maanen; „ja hun løb jo rigtignok før, da jeg saae stivt paa hende, nu lister hun fra en anden Kant.”

„Du veed Ingenting,” sagde Lænkehunden, „men Du er da ogsaa nylig klattet op! Den, Du nu seer, kaldes Maanen, den, der gik, var Solen, hun kommer igjen imorgen, hun lærer Dig nok at løbe ned i Voldgraven. Vi faae snart Forandring i Veiret, det kan jeg mærke paa mit venstre Bagbeen, det jager i det. Vi faae Veirskifte.”

„Jeg forstaaer ham ikke,” sagde Sneemanden, „men jeg har en Fornemmelse af, at det er noget Ubehageligt, han siger. Hun, der gloede og gik ned, som han kalder Solen, hun er heller ikke min Ven, det har jeg paa Følelsen."

„Væk! væk!” bjæffede Lænkehunden, gik tre Gange rundt om sig selv og lagde sig saa ind i sit Huus for at sove.

Der kom virkelig Forandring i Veiret. En Taage, saa tyk og klam, lagde sig i Morgenstunden hen over hele Egnen; i Dagningen luftede det; Vinden var saa iisnende, Frosten tog ordenligt Tag, men hvor det var et Syn at see, da Solen stod op! Alle Træer og Buske stode med Riimfrost; det var som en heel Skov af hvide Koraller, det var som