31
Sneemanden.
er rigtignok saare Lidt man veed, naar man er født igaar; det mærker jeg paa Dig! Jeg har Alder og Kundskab, jeg kjender Alle her paa Gaarden! og jeg har kjendt en Tid, hvor jeg ikke stod her i Kulde og Lænke; væk! væk!”
„Kulden er deilig,” sagde Sneemanden. „Fortæl, fortæl! men Du maa ikke rasle med Lænken, for saa knækker det i mig.”
„Væk, væk!” bjæffede Lænkehunden. „Hvalp har jeg været; lille og yndig, sagde de, da laae jeg i Fløielsstol derinde paa Gaarden, laae i Skjødet paa det øverste Herskab; blev kysset i Flaben og visket om Poterne med broderet Lommetørklæde; jeg hed „den Deiligste”, „Nussenussebenet”, men saa blev jeg dem for stor; saa gav de mig til Huusholdersken; jeg kom i Kjælderetagen! Du kan see ind i den, hvor Du staaer; Du kan see ned i Kammeret, hvor jeg
