33
Sneemanden.
Behagelighed! Du maa ind ad Vinduet kunne see den der, hvor Du staaer!”
Og Sneemanden saae, og virkelig saae han en sort blankpoleret Gjenstand med Messingtromle; Ilden lyste ud forneden. Sneemanden blev ganske underlig til Mode; han havde en Fornemmelse, han ikke selv kunde gjøre sig Rede for; der kom over ham Noget, han ikke kjendte, men som alle Mennesker kjende, naar de ikke ere Sneemænd.
„Og hvorfor forlod Du hende?” sagde Sneemanden, Han følte at det maatte være et Hunkjønsvæsen. „Hvor kunde Du forlade et saadant Sted?”
„Det var jeg nok nødt til,” sagde Lænkehunden, „de smed mig udenfor og satte mig her i Lænke. Jeg havde bidt den yngste Junker i Benet, for han stødte fra mig det Been, jeg gnavede paa; og Been for Been, tænker jeg! men det toge de ilde op, og fra den Tid har jeg staaet i Lænke, og har mistet min klare Røst, hør hvor hæs jeg er: væk! væk! det blev Enden paa det.”
Sneemanden hørte ikke mere efter; han saae stadig ind i Huusholderskens Kjælderetage, ned i hendes Stue, hvor Kakkelovnen stod paa sine fire Jernbeen og viste sig i Størrelse som Sneemanden selv.
„Det knager saa underligt i mig!” sagde han. „Skal jeg aldrig komme derind? Det er et uskyldigt Ønske, og vore uskyldige Ønsker maae dog vist blive opfyldte. Det er mit høieste Ønske, mit eneste Ønske, og det vilde være næsten uretfærdigt, om det ikke blev stillet tilfreds. Jeg maa derind,
