35
Sneemanden.
Og der blev Veirskifte, det slog om i Tø.
Tøveiret tog til, Sneemanden tog af. Han sagde ikke Noget, han klagede ikke, og det er det rigtige Tegn.
En Morgen styrtede han. Der stak Noget ligesom et Kosteskaft i Veiret, hvor han havde staaet, det havde Drengene reist ham om.
„Nu kan jeg forstaae det med hans Længsel!” sagde Lænkehunden, „Sneemanden har havt en Kakkelovnsskraber i Livet; det er den, som har rørt sig i ham, nu er det overstaaet; væk! væk!”
Og snart var ogsaa Vinteren overstaaet.
„Væk, væk!” bjæffede Lænkehunden; men Smaapigerne paa Gaarden sang:
„Skyd frem, Skovmærke! frisk og prud,
Hæng, Piil! din uldne Vante Ud,
Kom, Kukker, Lærke! syng, vi har
Alt Foraar sidst i Februar!
Jeg synger med, Kukkuk! qvivit!
Kom, kjære Sol, kom saadan tidt!”
Saa tænker Ingen paa Sneemanden.
