Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/49

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

37

I Andegaarden.

men det er en Konst at moderere sig, det viser høiere Dannelse, den har de smaa Sangfugle oppe i Nabohavens Lindetræ; hvor yndigt de synge! der ligger noget saa Rørende i deres Sang; jeg kalder det Portugal! Havde jeg saadan en lille Sangfugl, jeg vilde være ham en Moder, kjærlig og god, det ligger mig i Blodet, i mit Portugisiske.”

Og lige idet hun talte kom der en lille Sangfugl; den kom hovedkulds oppe fra Taget. Katten var efter den, men Fuglen slap med en knækket Vinge og faldt ned i Andegaarden.

„Det ligner Katten, det Afskum!” sagde den Portugisiske; „jeg kjender ham fra jeg selv havde Ællinger! At et saadant Væsen faaer Lov at leve og gaae om paa Tagene! det troer jeg ikke finder Sted i Portugal.”

Og hun ynkede den lille Sangfugl, og de andre Ænder, som ikke vare portugisiske, ynkede ham ogsaa.

„Det lille Kræ,” sagde de, og saa kom den Ene og saa kom den Anden. „Vel ere vi selv ikke syngende,” sagde de, „men vi have indvendig Sangbund eller saadant Noget; det føle vi, om vi ikke tale derom.”

„Da vil jeg tale om det,” sagde den Portugisiske, „og jeg vil gjøre Noget for den, for det er Ens Pligt!” og saa gik hun op i Vandtruget og baskede i Vandet, saa hun nær havde druknet den lille Sangfugl i den Skylle, han fik, men det var godt meent. „Det er en god Gjerning,” sagde hun, „den kan de Andre see paa og tage Exempel af.”

„Pip!” sagde den lille Fugl, hans ene Vinge var knækket; det var ham svært at ryste sig, men han forstod