39
I Andegaarden.
„O nei, lad mig være tør!” bad han.
„Vandkuren er den eneste, der hjelper mig,” sagde den Portugisiske; „Adspredelse er ogsaa noget Godt! nu komme snart Nabohønsene og gjøre Visit, der ere to chinesiske Høns, de gaae med Mamelukker, have megen Dannelse, og de ere indførte, det hæver dem i min Agtelse.”
Og Hønsene kom og Hanen kom, han var idag saa høflig, at han ikke var grov.
„De er en virkelig Sangfugl,” sagde han, „og De gjør ud af Deres lille Stemme Alt, hvad der kan gjøres af saadan en lille Stemme. Men noget mere Locomotiv maa man have, at det kan høres, at man er af Hankjønnet.”
De to Chinesiske stode henrykte ved Synet af Sangfuglen, han saae saa forpjusket ud af Pjasket, han havde faaet over sig, at de syntes, han lignede en chinesisk Kylling. „Han er yndig!” og saa indlode de sig med ham; de talte med Hviskestemme og P-Lyd paa fornemt Chinesisk.
„Vi høre nu til Deres Art. Ænderne, selv den Portugisiske, høre til Svømmefuglene, som de nok har bemærket. Os kjender De endnu ikke, men hvor Mange kjende os, eller gjøre sig den Uleilighed! Ingen, selv blandt Hønsene! uagtet vi ere fødte til at sidde paa en høiere Pind, end de fleste Andre. — Det er nu det Samme, vi gaae vor stille Gang mellem de Andre, hvis Grundsætninger ikke ere vore, men vi see kun paa de gode Sider, og tale kun om det Gode, skjøndt det er vanskeligt at finde, hvor Intet er. Med Undtagelse af os To og Hanen, er der Ingen i Hønsehuset, der
