Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/52

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

40

I Andegaarden.

ere begavede, men honnette; dette kan man ikke sige om Beboerne af Andegaarden. Vi advare Dem, lille Sangfugl! tro ikke hende der med Stumphalen, hun er lumsk! den Spættede der, med det skjeve Speil paa Vingerne, hun er disputeergal og lader aldrig Nogen faae det sidste Ord, og saa har hun altid Uret! — den fede And taler ilde om Alle, og det er vor Natur imod, kan man ikke tale godt, saa skal man holde sin Mund. Den Portugisiske er den Eneste, der har lidt Dannelse og som man kan omgaaes med, men hun er lidenskabelig og taler for meget om Portugal.”

„Hvor de to Chinesiske har meget at hviske!” sagde et Par af Ænderne, „mig kjede de; jeg har aldrig talt med dem.”

Nu kom Andriken! han troede, at Sangfuglen var en Graaspurv. „Ja, jeg kan ikke gjøre Forskjel,” sagde han, „og det er da ogsaa lige fedt! Han hører til Spilleværkerne, og har man dem, saa har man dem.”

„Bryd Dem aldrig om hvad han siger!” hviskede den Portugisiske. „Han er agtværdig i Forretninger, og Forretninger gaae for Alt. Men nu lægger jeg mig til Hvile; det skylder man sig selv, at man kan være kjøn fed, til man skal balsameres med Æbler og Svedsker.”

Og saa lagde hun sig i Solen, blinkede med det ene Øie; hun laae saa godt, hun var saa god, og saa sov hun saa godt. Den lille Sangfugl plukkede paa sin knækkede Vinge, lagde sig lige op til sin Beskytterinde, Solen skinnede varmt og deiligt, det var et godt Sted at være.

Nabohønsene gik om at skrabe, de vare i Grunden