Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/53

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

41

I Andegaarden.

komne der alene for Fødens Skyld; de Chinesiske gik først bort, og saa de Andre; den vittige Ælling sagde om den Portugisiske, at den Gamle gik snart i „Ællingedom”, og saa skrattede de andre Ænder, „Ællingedom! han er mageløs vittig!” og saa gjentoge de den forrige Vittighed: „Portulak!” det var meget morsomt; og saa lagde de sig.

De laae en Stund, da blev lige med Eet kastet noget Snaskeri ned i Andegaarden, det klaskede, saa hele den sovende Besætning foer op og slog med Vingerne; den Portugisiske vaagnede ogsaa, væltede om og trykkede forfærdeligt den lille Sangfugl.

„Pip!” sagde den, „De traadte saa haardt, Madame!”

„Hvorfor ligger De i Veien,” sagde hun, „De maa ikke være saa ømskindet! jeg har ogsaa Nerver, men jeg har aldrig sagt Pip."

„Vær ikke vred!" sagde den lille Fugl, „det Pip slap mig ud af Næbbet!”

Den Portugisiske hørte ikke paa det, men foer i Snaskeriet og holdt sit gode Maaltid; da det var endt og hun lagde sig, kom den lille Sangfugl og vilde være elskværdig:

„Tillelelit!
Om Hjertet dit,
Vil jeg synge tidt,
Flyvende vidt, vidt, vidt.”

„Nu skal jeg hvile paa Maden,” sagde hun, „De maa lære Huusskik herinde! Nu sover jeg.”

Den lille Sangfugl blev ganske forbløffet, for han