Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/55

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

43

I Andegaarden.

„De tager Livet af En med det Gal!” sagde hun; „det er Deres Skyld det Hele; han tabte Hovedet og jeg er nærved at tabe mit.”

„Han fylder ikke meget hvor han ligger,” sagde Hanen.

„Tal De med Agtelse om ham!” sagde den Portugisiske, „han havde Tone, han havde Sang og høi Dannelse! kjærlig og blød var han, og det passer sig for Dyrene, som for de saakaldte Mennesker.”

Og alle Ænderne samlede sig om den lille døde Sangfugl; Ænderne have stærke Passioner, enten have de det med Misundelse eller med Medlidenhed, og da her ikke var Noget at misunde, saa vare de medlidende, det var da ogsaa de to chinesiske Høns.

„Saadan en Sangfugl faae vi aldrig mere! han var næsten en Chineser,” og de græd saa det klukkede efter, og alle Hønsene klukkede, men Ænderne gik og havde de rødeste Øine.

„Hjerte have vi,” sagde de, „det kan da Ingen negte os.”

„Hjerte!” sagde den Portugisiske, „ja det have vi — næsten ligesaa meget som i Portugal!”

„Lad os nu tænke paa at faae Noget i Skrotten!” sagde Andriken, „det er det Vigtigere! Gaaer et af Spilleværkerne i Stykker, saa have vi nok alligevel.”