49
Det nye Aarhundredes Musa.
den gamle Ur-Mormors Moders gruvækkende Sagaer, hvor Forbandelserne suse med blodige Vinger. Hele Orientens „Tusind og een Nat” har hun hørt i en fjerdedeel Time.
Det nye Aarhundredes Musa er Barn endnu, dog hun er sprungen ud af Vuggen, hun er fuld af Villie, uden at vide hvad hun vil.
Endnu leger hun i sin store Ammestue, der har fuldt op af Konstskatte og Rococo. Den græske Tragedie, og det romerske Lystspil, staae der, meislede i Marmor; Nationernes Folkeviser hænge som tørrede Planter paa Væggen, et Kys paa dem, og de svulme frem i Friskhed og Duft. Hun er ombruset i evige Accorder af Beethovens, Glucks, Mozarts og alle de store Mesteres Tanker i Toner. Paa Boghylden er henlagt saa Mange, der i deres Tid vare udødelige, og her er god Plads til mange Andre, hvis Navne vi høre klinge gjennem Udødelighedens Telegraphtraad, men døe med Telegrammet.
Skrækkelig Meget har hun læst, altfor Meget, hun er jo født i vor Tid, grumme Meget maa glemmes igjen, og Musaen vil forstaae at glemme.
Hun tænker ikke paa sin Sang, der vil leve frem i et nyt Aartusinde som Moses’s Digtninger leve og Bidpais guldkronede Fabel om Rævens List og Lykke. Hun tænker ikke paa sin Sendelse, sin tonende Fremtid, hun leger endnu, under Nationers Kamp, som ryster Luften, der sætter Klangfigurer af Pennefjedre og Kanoner, paa kryds og tværs, Runer, der ere svære at raade.
Hun bærer Garibaldi-Hat, læser imidlertid sin
