52
Det nye Aarhundredes Musa.
de ere døde, der er ingen Sympathie for dem i den nye Tid, intet Slægtskab! Ikke vil hun byde sin Samtid indlogere deres Tanker i franske Romankipper! ikke vil hun døve med Hverdagshistoriernes Chloroform! en Livselixir vil hun bringe! hendes Sang i Vers og Prosa vil være kort, klar, rig! Nationaliteternes Hjerteslag, hver er kun eet Bogstav i det store Udviklingsalphabet, men hvert Bogstav griber hun med lige Kjærlighed, stiller dem i Ord og slynger Ordene i Rhythmer til sin Nutids Hymne.
Og naar er Tidens Fylde kommen?
Det er længe for os, som endnu ere her tilbage, det er kort for dem, som fløi forud.
Snart falder den chinesiske Muur; Europas Jernbaner naae Asiens aflukkede Culturarchiv, — de to Culturstrømme mødes! da maaskee bruser Fossen med sin dybe Klang, vi Nutids Gamle ville skjælve ved de stærke Toner og fornemme deri et Ragnarok, de gamle Guders Fald, glemme, at hernede maae Tider og Folkeslægter forsvinde, og kun et lille Billede af hver, indesluttet i Ordets Kapsel, svømmer paa Evighedens Strøm som Lotusblomst, og siger os, at de Alle ere og vare Kjød af vort Kjød, i forskjellig Klædning; Jødernes Billede straaler fra Bibelen, Grækernes fra Iliade og Odyssee, og vort —? Spørg det nye Aarhundredes Musa, i Ragnarok, naar det nye Gimle løfter sig i Forklarelse og Forstaaen.
Al Dampens Magt, al Nutids Tryk vare Løftestænger! Mester Blodløs og hans travle Svende, der synes vor
