62
Iisjomfruen.
Dræbende, den Knusende, er halv et Luftens Barn, halv Flodens mægtige Herskerinde, derfor mægter hun at løfte sig, med Gemsens Flugt, op paa Sneebjergets øverste Tinde, hvor de dristigste Bjergstigere maae i Isen hugge sig Trin til Fodfæste; hun seiler paa den tynde Granqvist ned ad den rivende Flod, springer der fra Klippeblok til Klippeblok omflagret af sit lange, sneehvide Haar og sin blaagrønne Kjortel, der skinner som Vandet i de dybe Schweizersøer.
„Knuse, holde fast! min er Magten!” siger hun. „En deilig Dreng stjal man fra mig, en Dreng, jeg havde kysset, men ikke kysset til Døde. Han er igjen imellem Menneskene, han vogter Gederne paa Bjerget, kravler op ad, altid op ad, bort fra de Andre, ikke fra mig! min er han, jeg henter ham!”
Og hun bad Svimlen røgte hendes Ærende; der var ved Sommertid Iisjomfruen for lummert i det Grønne hvor Krusemynten trives; og Svimlen løftede sig og dukkede sig; der kom een, der kom tre; „Svimlen” har mange Søstre, en heel Flok; og Iisjomfruen kaarede den Stærkeste af de Mange, som raade inden Døre og uden Døre. De sidde paa Trappegelænderet og paa Taarnrækværket, de løbe som et Egern hen ad Fjeldranden, de springe udenfor, og træde Luft som Svømmeren træder Vand, og lokke deres Offer ud og ned i Afgrunden. Svimlen og Iisjomfruen, Begge gribe de efter Menneskene, som Polypen griber efter Alt, hvad der rører sig om den. Svimlen skulde gribe Rudy.
„Ja grib mig ham!” sagde Svimlen, „jeg mægter det ikke! Katten, det Skarn, har lært ham sine Konster! det
