Denne side er blevet korrekturlæst
74
Iisjomfruen.
medens Lavinen rullede mange Favne borte fra dem, men Vindfanget, Stormfinnerne ud fra den, knækkede og brød rundt om Træer og Buske, som vare de kun tørre Rør, og kastede dem vidt om, Rudy laae knuget ned mod Jorden; Træstammen, han holdt sig ved, var som savet over, og Kronen kastet et langt Stykke bort; der, mellem de knækkede Grene, laae med knust Hoved Farbro'er, hans Haand var endnu varm, men Ansigtet ikke til at kjende. Rudy stod bleg og sittrende; det var den første Skræk i hans Liv, den første Rædselsstund, han kjendte.
Med Dødsbudskab kom han, i den sildige Aften, til Hjemmet, der nu var Sorgens Hjem. Hustruen stod uden
