83
Iisjomfruen.
siirlige, og foran hvert Huus en heel Blomsterhave, ud til den brede, macadamiserede Landevei; langs med den, kun paa dens ene Side, stode Husene, de vilde ellers have skjult den friske grønne Eng lige ud for, hvor Køerne gik med Klokker, der klang som paa de høie Alpegræsgange. Engen var omsluttet af høie Bjerge, der lige midt for ligesom traadte tilside, saa at man ret kunde see det skinnende, sneeklædte Bjerg „Jomfruen”, det deiligst formede af alle Schweizes Bjerge.
Hvilken Mængde af pyntede Herrer og Damer fra fremmede Lande, hvilken Vrimmel af Landboere fra de forskjellige Cantoner! Skytterne bare deres Nummere til Skud i Krands om Hatten. Her var Musik og Sang, Lirekasser og Blæseinstrumenter, Raab og Støien. Huse og Broer vare pyntede med Vers og Emblemer; Flag og Faner vaiede, Bøsserne knaldede Skud paa Skud, det var den bedste Musik i Rudys Øren, han glemte i alt Dette ganske Babette, for hvis Skyld han dog var kommen her.
Skytterne trængte sig til Skiveskydning, Rudy var snart imellem dem, og den Dygtigste, den Lykkeligste; altid traf han i det midterste Sorte.
„Hvem er dog den fremmede, puur unge Jæger?” spurgte man. „Han taler det franske Sprog, som det tales i Canton Wallis! han gjør sig ogsaa ganske godt tydelig i vort Tydsk!” sagde Nogle. „Som Barn skal han have levet her i Egnen ved Grindelwald!” vidste En af dem.
Der var Liv i Krabaten, hans Øine lyste, hans Blik
