85
Iisjomfruen.
„Jeg er gaaet den kortere Vei,” sagde Rudy. „Jeg er gaaet over Bjergene; ingen Vei er saa høi, man jo kan komme den.”
„Men ogsaa brække Halsen,” sagde Mølleren. „Og I seer just ud til, at I engang skal brække Halsen, saa forvoven som I er.”
„Man falder ikke, naar man ikke selv troer det!” sagde Rudy.
Og Møllerens Slægt i Interlaken, hos hvem Mølleren og Babette vare i Besøg, bad Rudy see lidt ind til dem, han var jo fra samme Canton som deres Slægtning. Det var et godt Tilbud for Rudy, Lykken var med ham, som den altid er med Den, der stoler paa sig selv og husker paa: „Vorherre giver os Nødderne, men han knækket dem ikke for os.”
Og Rudy sad, ligesom i Familie, hos Møllerens Slægt, og der udbragtes en Skaal for den bedste Skytte, og Babette klinkede med, og Rudy takkede for Skaalen.
Mod Aften gik de Alle den smukke Vei langs de pyntelige Hoteller under de gamle Valnøddetræer, og der var saadan en Folkemængde, en Trængsel, at Rudy maatte byde Babette Armen. Han var saa glad over, at han havde truffet Folk fra Vaud, sagde han. Vaud og Wallis vare gode Nabocantoner. Han udtalte sin Glæde saa inderlig, at Babette syntes, at hun maatte trykke ham i Haanden derfor. De gik der næsten som gamle Bekjendte, og morsom var hun, det lille, yndige Menneske; det klædte hende saa
