87
Iisjomfruen.
Og mens de gik, sank Solen bag den høie Fjeldvæg, „Jomfruen” stod i en Pragt og Glands, omgiven af de nære Bjerges skovgrønne Krands. De mange Mennesker stode stille og saae derhen; ogsaa Rudy og Babette saae paa al den Storhed.
„Intetsteds er deiligere end her!” sagde Babette.
„Intetsteds!” sagde Rudy og saae paa Babette.
„Imorgen maa jeg bort!” sagde han lidt efter.
„Besøg os i Bex!” hviskede Babette, „det vil fornøie min Fader.”
V.
Paa Hjemveien.
O, hvor Meget havde Rudy at bære, da han næste Dag gik hjem over de høie Bjerge! Ja, han havde tre Sølvbægere, to udmærkede Bøsser og en Kaffekande af Sølv, den kunde man bruge, naar man satte Bo; det var dog ikke det Vægtigste, noget Vægtigere, Mægtigere bar han, eller bar ham hjem over de høie Bjerge. Men Veiret var raat, graat, regnfuldt og tungt; Skyerne sænkede sig som Sørgeslør over Bjerghøiderne og indhyllede de skinnende Bjergtoppe. Fra Skovgrunden klang de sidste Øxeslag, og ned ad Bjergsiden rullede Træstammer, som Pindeværk at see fra Høiden, men nær ved masttunge Træer. Lütschinen bruste sin eensformige Accord, Vinden susede, Skyerne seilede. Tæt ved Rudy gik pludselig en ung Pige, han havde ikke bemærket hende før hun var lige tæt ved ham; ogsaa hun vilde
