Side:H Drachmann Med den brede Pensel 1887.djvu/102

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

89

slebet saa brav bred til i Paris! Er han ikke en god sund, dansk Kunstner, hvis Fremtid er hævet over al Tvivl? Vil ikke han og Titanmaleren paany danne »Skole«, der fortsætter Traditionen uden at tage Ensidigheden med sig? … Det er jo kun dig selv, Ivar Feldmann Christensen, der sidder her som Skumler. En protesterende Eneboer — en uproduktiv Misfornøjet! Hvilken Fripostighed, Med Rette maa Kammeraterne sky dig. Og du selv — du er utilfreds med dig selv, og derfor utilfreds med alt andet! …

Saa bøjede han Hovedet og hviskede hen for sig:

Nej, nej. Lad mig pine mig selv, lad mig plage Livet af mig med Utilfredshed. Selvplageriet giver mig dog Ret til ikke at nøjes med, hvad de byder mig. Ikke vil jeg røre Haand eller Finger, hvis jeg kunde skade dem. Jeg vil ønske alt muligt godt for enhver paa sin Bane. Men selv vil jeg — her i min stille Ensomhed — forlange af dem det Sjælfuldeste, det Fineste, det Dybeste. Og faar jeg ikke det, saa lad dem i det mindste give mig det Stærke, Tummelen, Bevægelsen, Kaadheden og Vildskaben, der drager sin røde Nervetraad parallel med Følelsens allersarteste Nerver. Naar Maleren ikke længer tænker med Digterens Sjæl — saa ligger Haandværkets Skær i den allerfarligste Nærhed, ligesom Klipper, der rage grelt op af Vandet ved Middagens Ebbe, naar ikke de bløde Bølger overskyller dem,